Grøn glæde!

En dejlig lille omgang kruspersille i mit køkkenvindue

Jeg elsker grøn - farven, levevis og holdning. Selve det faktum, at grøn er lig med liv er jo fantastisk.

Dog har jeg måske ikke lige verdens mest grønne fingre. Dog gør jeg da et forsøg! Prøver da at holde mine planter og urter i live (hvilket kan være en ganske svær bedrift når man er mig, skal det siges). Dog så bestræber jeg mig på, selv på et meget begrænset budget, at tænke og handle grønt. Sørge for, at det meste er økologisk samt at spare på el, vand og varme. Og ja - det er sgu lettere sagt end gjort. Hvis man ikke er "opdraget" med den tanke hjemmefra, kræver det en vis portion vilje, at ændre den. Den er dog ikke så svær at bibeholde.

MEN! Jeg bestræber mig dog også gevaldigt på, IKKE at blive fanatisk. Jeg har oplevet dem. Og undskyld det sure opstød, men de kan være en flok hellige køer. JO, det er bedre at købe økologisk og JO det er bedre med sparepære og begrænse mængden af vand, især det varme. Men for ****'s sake.. Hvis man kun gør det for sin egen prestiges skyld, så er det klamt. Desuden så bliver jeg trodsig, hvis folk prøver at belære mig (høhø).

Jeg er kritisk af natur, da jeg nok ikke ønsker at blive taget ved næsen. Og nogle gange er alle de der råd (især kostråd) bare en omgang vrøvl! Og folk hopper sgu på de dersens fancy trends - hvem har nogensinde troet, at en kur kun bestående af kød NOGENSINDE kunne være sund? Jeg lavede en opgave i biologi og idræt om netop dette, hvor det faktisk resulterer i, at du bliver "forgiftet" af de (protein)syrer, som kød indeholder. Dertil kommer det, at stivelse er absolut forbudt. Jeg giver ret i, at en stor mængde øger vægten, da kulhydrat er en rig energikilde, som kroppen lagrer (tilbage til fortiden, hvor mængder af mad var små)som fedt. Men helt at undgå den? Nu må det sgu høre op. Hvad blev der af sund fornuft? De fleste ved jo hvilke madgrupper, man bør undgå, hvis man ønsker at være sund. Spis varieret, spis oftere og mindre og spis GRØNT!

.. I know, mine tanker blev flyvske endnu en gang...

//Emilie//

En del af statistikken.

What's it gonna' be?

Jeg er så heldig, at jeg blev uddannet i januar måned og nu bidrager til statistikken af nyuddannede/unge arbejdsløse - uheldigvis er vi mange der deler den skæbne.

Hvordan føles det så at være jobsøgende? Og ja, jeg kalder det jobsøgende, da jeg har lært, at den mindre positive klang bag "arbejdsløs" påvirker dig også negativt psykisk. Men mit svar er: møghamrende frustrerende.

Man søger på livet løs og er blandt mange kandidater - og især som nyuddannet, så har man ikke synderligt stor erfaring. Hvad søger de fleste virksomheder? Erfarne kandidater. Men med god grund - det sparer dem penge og ressourcer. Men helt ærligt, hvordan i alverden skal det nogensinde blive muligt for os nye, der faktisk skal opretholde arbejdsmarkedet, at få erfaring, hvis vi ikke får et job? Selvfølgelig er tiderne stramme lige pt., så der er forhåbentlig lys forude - men hvad, først om 3 år når vi er ovre krisen, eller hvad?

Nå, men det aller mest frustrerende er, at man i en jobsøgnings process sjældent ved om man er købt eller solgt - før de obligatoriske 3-4 uger er forløbet. Og så kommer mailen, hvor man får beskeden, at man ikke har de rette kvalifikationer. Øv bøv. Jeg synes bare det er møg ærgerligt, men sådan er "spillet".

Dét man skal huske på (hvilket dog er utroligt svært, når man hele tiden får negative svar i hovedet), at man er GOD NOK. Bare fordi man har en periode i sit liv, hvor man står uden job, er ikke ensbetydende med, at man pludselig er uden evner whatsoever.  Mange har desværre bare en evne til (inkl. mig selv) til at begynde og hakke sig selv og sine kundskaber ned. 
En af mine venner har stået i den situation i nogle år efterhånden og gik desværre ned med stress. Det synes jeg meget klart viser, hvor ufatteligt krævende det er, at være jobsøgende. Det er et fuldtidsjob uden begrænsninger. Man bliver til sidst desperat. Jeg har i hvert fald tanker såsom "Skal jeg læse videre eller til noget helt andet?"//"Skal jeg tage et fuldtidsjob nede på den lokale café/supermarked?"... Bare for ikke at gå totalt i stå! For der er grænser for, hvor meget vasketøj, der skal vaskes, ting der skal vaskes op og hvor rent gulvet kan blive. 


Well well.. Nok med brok! Jeg satser på, at der er noget arbejde til mig ude i fremtiden. 

OPTIMISME! :D

// Emilie

Fordi jeg siger det!

Dette emalje skilt hænger hjemme i stuen - bare som en reminder!

// købt på aura4laura.dk//

Hvem kender ikke godt den følelse? Uanset hvad modparten disker op med af argumenter (eller mangel på samme) så VED man bare, at man her ret. 

De fleste kender vel scenariet, når man diskuterer med enten sin kæreste, forældre, søskende, studiekammerater osv., og man når til sidst et kogepunkt og udfaldet er sjældent pænt - især hvis begge parter er lige stædige (ahem ahem).  

Nåh, men man kommer jo ofte op og toppes grundet en latterlig lille misforståelse. Så sent som i går var jeg ved at drive min kæreste til vanvid - absolut ikke med vilje denne gang! Vi havde været i byen dagen inden og havde lidt ondt i håret. Desuden var jeg i en zombie tilstand. Jeg fik plantet mig i sengen ved siden af ham og gloede bare ud i luften - og dér kom den. Sætningen over alle sætninger i et forhold........ "Hvad tænker du på?"....... Og jeg tænkte vitterligt ikke på noget interessant (jo, mad, men intet alvorligt!) og det troede han jo ikke på og blev nærmest fornærmet og sur - og den stil kørte det meste ad dagen. Og han prøvede op til flere gange at irritere mig så jeg også kunne blive sur, så han i det mindste havde en begrundelse for, at være i det hjørne - men jeg gav mig ikke! Det skal lige siges, jeg er absolut en person, der HADER konflikter. Hvis er nødvendige, så tager jeg dem, men de små irriterende nogle, der ingen betydning har, gider jeg ikke gå i gang med. Men jeg ignorerede det bare og holdte fast i, at han ingen grund havde til sin surmulen. Og ganske rigtigt, han blødte op og kom til sidst til mig (secretly, I WON!)

Min pointe er (selv om den er fint pakket ind), at nogle gange skal man ikke blive sur som det første. Overvej situationen og om det er værd at bruge kræfter på. Nogle gange har folk bare en dårlig dag, som desværre lader det gå ud over de forkerte. 


Vi er begge stædige og holder altid fast ved vores mening. Men ved brug af mit absolut bedste (og nok mest irriterende?) tiltag ved at være ligeglad. resulterede det i, at der heldigvis ikke kom værre skænderier ud af det. Men at være provokerende ligeglad, er selvfølgelig ikke altid den bedste løsning. Ofte ender begge parter med at bide i det sure æble, bide det i sig og til sidst undskylde. 


Jeg vil dog stadig mene, at det kræver en hvis portion styrke og selvironi, at være ligeglad og se det morsomme i situationen, end bare at blive vred og ked af det. Jeg fik det råd, at ved at få modparten til at se det latterlige ved situationen allerede ved start, så har man taget det under opsejlingen. Over and out!

Hvilket tilfældigvis også hænger derhjemme - brugt flittigt!